Som professor i medicinsk fysik forsker jeg særligt i kvantitativ molekylær billeddannelse med Positron Emissions Tomografi (PET). PET er en nuklearmedicinsk billeddiagnostisk teknologi, der benytter radioaktive sporstoffer, bl.a. til udredning af kræft, demens, hjertesygdom og infektion i kroppen. Mit arbejde fokuserer på at udvikle metoder og teknikker til at udtrække mere kvantitative information ud af skanningsbillederne til gavn for forskning og klinik.
Mit primære ansvarsområde er forskning i kvantitativ molekylær billeddannelse, samt vejledning af B.Sc, M.Sc. og PhD studerende. Projekterne spænder fra forbedret PET billedkvalitet med AI-baseret bevægelseskorrektion, kinetiske modeller til fysiologisk billeddannelse og teknikker til studier af multi-organ interaktioner. Jeg bidrager desuden til anden forskning og klinik på Nuklearmedicin og PET.