Som professor forsker jeg i eksperimentel hjertekirurgi og arbejder primært med naturlige og kunstige hjerteklapper. Jeg har særlig interesse i udvikling af nye metoder og produkter til brug under og efter hjerteoperationer.
Herudover har jeg en bredere forskningsprofil som strækker sig fra giraffers kredsløb til kommercialisering af forskningsresultater Jeg har uddannelse i hjertekirurgi og har tidligere også bestridt fagpolitiske poster – herunder formand for De Lægevidenskabelige Selskaber.
Inden for eksperimentel hjertekirurgi arbejder jeg med afdelingens yngre forskere såvel in vitro (laboratorieforskning), dyreeksperimentelt som klinisk på patienter. Vores gennemgående tema er at arbejde på tværs af discipliner- overvejende mellem læger og ingeniører. Vi er særligt optagede af hvordan kroppen heler og hvordan interaktionen mellem biologisk væv og kunstige materialer udspiller sig, og hvordan vi kan påvirke processen.