Aarhus Universitets segl

Erhvervskandidaten vækker begejstring hos både studerende og virksomheder

Både virksomheder og studerende strømmede til, da Aarhus Universitet afholdt sin første erhvervskandidatdag. Her kunne parterne møde hinanden og så det første frø til en ny form for samarbejde, hvor virksomheder kan ansætte studerende på deltid, mens de færdiggør deres civilingeniøruddannelse.

"Vi har brug for ingeniører, og det er svært at finde dem," lød det fra Søren Holm fra Beumer Group, som ser store perspektiver i erhvervskandidaten, til Aarhus Universitets første erhvervskandidatdag. Foto: Peer Klercke.
Hos softwarevirksomheden Visma fremhævede Mette Nielsen, at det langvarige samarbejde er en fordel: ”Man lærer de studerende at kende på en anden måde, når de er en del af teamet i flere år." Foto: Peer Klercke.
De mange fremmødte ingeniørstuderende på universitetets første erhvervskandidatdag havde masser af spørgsmål til både virksomheder og studieledere. Foto: Peer Klercke.

Der var fuldt hus, da Institut for Elektro og Computerteknologi onsdag d. 10. september afholdt den allerførste infodag om Aarhus Universitets nye erhvervskandidatuddannelser. På scenen stod både virksomheder og studieledere klar til at svare på spørgsmål – og i salen sad ingeniørstuderende med hovedet fyldt med spørgsmål og overvejede en fremtid, hvor de både får løn og lærer, mens de læser til civilingeniør.

Mange ville vide, hvordan det fungerer i praksis. Bliver man studerende eller medarbejder? Hvad sker der, hvis man bliver fyret? Hvilke krav stilles der til virksomhederne? Og hvor meget tid skal man bruge om ugen – på arbejdet, og på studiet?

”Jeg har hørt, at man kan tage kandidaten uden at opgive sit fuldtidsjob, men gå lidt ned i tid. Det lyder virkelig interessant,” sagde Thomas Norup, der læser softwareteknologi og i øjeblikket er i praktik.

Han var langt fra den eneste, der var nysgerrig. Interessen for den nye ordning er stor – ikke mindst fordi den giver de studerende mulighed for at få erfaring og økonomisk sikkerhed på samme tid.

”Jeg er ved at løbe tør for SU, så det tiltaler mig rigtig meget, at man kan arbejde og få løn samtidig med, at man studerer. Det giver noget ro og frihed,” sagde Oliver Christensen, også fra softwareteknologi.

En genvej til erhvervslivet – inklusiv erfaring på CV’et

Erhvervskandidatuddannelsen er en ny model, hvor studerende kombinerer deres kandidatuddannelse med lønnet deltidsarbejde i en virksomhed. Det betyder konkret, at man som studerende får flere års erfaring med sig fra erhvervslivet, mens man færdiggør sin uddannelse – og at man samtidig bevarer en tæt kontakt til det faglige miljø på universitetet.

”Det praktiske er helt sikkert det fede ved erhvervskandidaten. At man bliver en del af en virksomhed i flere år og samtidig læser. Det er en stærk kombination,” sagde Emil Andersen, softwareteknologi.

Andre fremhævede, at ordningen gør det muligt at vælge en kandidatuddannelse – hvor man ellers ville være sprunget direkte ud i arbejde.

”Normalt ville jeg ikke tage en kandidat, for jeg vil gerne hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Men det her er noget andet – det giver virkelig mening, og det er en god og praktisk løsning,” sagde Daniel Zanini, studerende på 3. semester af softwareteknologi.

Han blev bakket op af sin medstuderende Anita Mguyen, der ellers havde planlagt at tage sin diplomingeniør og stoppe der: ”Jeg hørte om det her første gang i går – og det lyder ret spændende. Jeg kan godt se mig selv gøre det.”

Ruben Guldgård, også fra softwareteknologi, tilføjede: “Jeg er i en periode lige nu her på næstsidste semester, hvor jeg overvejer om jeg skal tage kandidaten eller ej. Jeg har lige haft praktik, og jeg synes, det er fedt at få erfaring, mens man studerer. Og at komme ud med flere års erfaring på CV’et som nyuddannet virker ret tillokkende.”

Virksomhederne er sultne efter samarbejdet

Også erhvervslivet var mødt talstærkt op til dagen. Virksomheder som AGCO, Beumer Group, Visma og HyBess Energy var på plads for at møde studerende og blive klogere på, hvordan man bedst åbner dørene for en erhvervskandidat.

”Det her er en virkelig god måde at rekruttere på,” sagde Kenneth Jensen fra AGCO. ”Vi får adgang til unge mennesker med ny viden, og de får mulighed for at arbejde med konkrete projekter og udvikle sig hos os over tid. Det er win-win.”

Hos Visma fremhævede Mette Nielsen, at det langvarige samarbejde er en fordel: ”Man lærer de studerende at kende på en anden måde, når de er en del af teamet i flere år. Det kan noget. Og vi har brug for både mange og de rigtige folk.”

Søren Holm fra Beumer Group ser også store perspektiver i ordningen: ”Vi hiver allerede mange ind under uddannelse nu, og hvis de så kan blive hos os og opkvalificere sig, så er det ekstra attraktivt. Vi har brug for ingeniører, og det er svært at finde dem.”

"Ny bro mellem universitet og erhvervsliv"

Institutleder Mikael Bergholz Knudsen glædede sig over den store opbakning til dagen – og fremhævede, at erhvervskandidatuddannelsen netop er designet til at skabe varige forbindelser mellem studerende og virksomheder.

”Vi har et ansvar for at udvikle ingeniøruddannelser, der matcher virkeligheden – og det her er en model, hvor både studerende og virksomheder får noget helt særligt ud af samarbejdet,” sagde han. ”Det handler om at skabe nye karriereveje, nye samarbejdsformer og nye forbindelser mellem forskning og praksis.”

Han kalder erhvervskandidaten for en unik mulighed – ikke kun for rekruttering, men for fælles udvikling: ”Det her er en model, der kan styrke vores teknologiske økosystem, fordi den bringer folk tættere på hinanden over længere tid.”

Fremtidens uddannelse er fleksibel, praktisk og ambitiøs

Dagens mange spørgsmål vidnede om stor nysgerrighed – og en gryende forståelse af, at erhvervskandidatordningen ikke er et kompromis, men en ny måde at tage kandidatuddannelse på.

”Jeg synes, det kunne være fedt at lave noget praktisk, mens man studerer, så det ikke bliver for teoretisk tungt,” sagde Daniel le Fevre fra computerteknologi. ”Så kan man bedre se, hvad man skal bruge teorien til.”

Hos HyBess Energy ser direktør Torben Bjerre det samme: ”Vi er nysgerrige. Det er en interessant mulighed – og en måde at få nye, dygtige folk ind på, som både har viden og energi. Det giver mening for os.”

LÆS MERE om erhvervskandidaten her.


Kontakt

Jesper Bruun
Journalist
Mail: bruun@au.dk
Tlf.: 42404140