Aarhus Universitets segl

Fremtidens ingeniører fandt nye veje på P-dag

Instituttet summede af liv, da studerende og virksomheder mødte talstærkt op til årets P-dag d. 3. oktober for at skabe forbindelser, der rækker langt ud over praktikperioden. Traditionen tro startede Praktik- og Projektdag med One-Minute Madness, hvor virksomhederne hver især havde et minut til at præsentere sig for de studerende. Det satte scenen for mange gode samtaler til resten af dagen, hvor studerende kunne besøge virksomhederne på deres stande.

Fotos: Jakob Daell Leineweber, Institut for Elektro- og Computerteknologi
Fotos: Jakob Daell Leineweber, Institut for Elektro- og Computerteknologi

Standene blev hurtigt fyldt med studerende, der cirkulerede mellem virksomhederne for at høre om praktikmuligheder, projektsamarbejder og karriereveje. For mange var det første gang, de mødte potentielle arbejdsgivere ansigt til ansigt – for andre et glædeligt gensyn med virksomheder, de tidligere har samarbejdet med. Stemningen steg i takt med lydniveauet, og CO₂-koncentrationen fulgte med, mens de mange hundrede fremmødte fordybede sig i livlige dialoger og udvekslede kontaktoplysninger.

Fra møde til match: Virksomhedernes syn på P-dag

For mange virksomheder er P-dag blevet et fast halvårligt højdepunkt. Standene er udstyret med merchandise, croissanter, kaffe og repræsentanter, der brænder for at fortælle om deres virksomhed. P-dag giver dem mulighed for at møde de studerende ansigt til ansigt og lægge kimen til fremtidige samarbejder. Dialogen med de studerende giver samtidig virksomhederne indblik i nye tendenser og perspektiver fra et miljø, hvor ny viden og teknologisk udvikling er i konstant bevægelse.

Vi talte med Simone Bonde, senior HR-konsulent hos virksomheden Amero. Hun fortalte, hvordan Amero også ser det som deres ansvar at være med til at udvikle fremtidens talenter:

“Vi glæder os til at byde endnu en studerende velkommen til vores team efter P-dag. Vi elsker at have studerende fra AU i praktik hos os – både fordi det bidrager med nye perspektiver og refleksioner, men også fordi det giver den studerende mulighed for at prøve sig selv af i praksis. Samtidig er det givende for os som virksomhed at skabe rammer for udvikling og læring, hvor den studerende kan få lov at blomstre og være sig selv."

Amero er langt fra alene om at se værdien i mødet mellem studerende og erhvervsliv. Også Region Midtjylland betragter P-dag som en vigtig bro til fremtidens medarbejdere. Vi mødte Anne Lindberg, softwareudvikler i Region Midtjylland, som fortalte om de gode erfaringer med ingeniørpraktikanter:

“Vi har rigtig gode erfaringer med praktikanter herfra, som vi oplever er nysgerrige, interesserede og professionelle. Vores forventning til dagen er at møde engagerede studerende, der har lyst til at ‘få fingrene i koden’ og afprøve deres teori i praksis, så de bliver endnu mere klar til at indtage arbejdsmarkedet. For os er P-dag en vigtig indsats, fordi vi får mulighed for at møde de studerende i øjenhøjde, fortælle om vores livsvigtige arbejde og samtidig vise de muligheder, vi kan tilbyde – både i et praktikforløb og i et fast job efter endt uddannelse.

Efter nogle år som en del af Twoday-familien er IT Minds nu tilbage som netop IT Minds med en mission om at genopbygge den såkaldte “mindster-kultur”, som virksomheden i sin tid var kendt for. Virksomheden ser P-dag som en vigtig kanal for rekruttering, hvor relationer til de studerende kan udvikle sig til længerevarende ansættelser. Søren Sommer, senior softwareudvikler, sagde: 

“Vi har rigtig gode erfaringer med praktikanter fra AU. Mange af dem bliver hos os efter praktikken, fordi vi allerede har haft mulighed for at se deres potentiale i praksis. Det gør rekrutteringen lettere – vi ved, at vi får kvalitet.”

Asta Louise Vibe Laursen, som pt. er i praktik hos virksomheden, supplerede: 

“Som praktikant får man hurtigt lov til at prøve kræfter med mange forskellige teknologier og projekter. Samtidig er der fokus på kompetenceudvikling og et stærkt socialt miljø – med alt fra faglig sparring til fredagsbarer og friskbagte boller.”

Morten Tanggaard, Senior Manager i Bankdata, er en ægte P-dags-veteran, som traditionen tro møder op i sin guldblazer. Han fortæller, hvordan praktikanter hos Bankdata bliver matchet med teams ud fra deres fagområder og interesser: 

“Vi er et softwarehus med hele værdikæden – fra frontend tæt på brugerne til komplekse database- og sikkerhedsopgaver. Det betyder, at vi kan tilbyde praktikpladser inden for mange forskellige områder og finde det rigtige match for den enkelte studerende. Vores erfaring er, at den fleksibilitet gør samarbejdet både lærerigt og langsigtet.”

Om Bankdatas erfaringer med ingeniørpraktikanter, siger han: ”Vi har rigtig gode erfaringer med praktikanter fra AU. De kommer med inspiration fra studiet, som vi kan omsætte til nye ideer i vores teams. Samtidig får de selv en vigtig erfaring med, hvordan teori bliver til praksis i en kompleks branche som vores.

Playground Marketing er endnu en af de virksomheder, der tager imod praktikanter fra AU. Her har softwarestuderende Marius Greve Philipsen fået lov til at være en del af hele udviklingsprocessen – fra idé til færdigt produkt. Han fortæller:

”Praktikopholdet har været utrolig givende, fordi jeg får lov til at være med i hele processen – fra de første idéer til det færdige produkt. Der er fokus på kreativitet og interaktive løsninger, og som praktikant får man hurtigt ansvar for egne projekter. Mit råd til nye praktikanter er at komme med et åbent sind og være klar til at tage ansvar – det giver mest muligt ud af opholdet.”

For mange af de deltagende virksomheder handler P-dag dermed ikke kun om at rekruttere, men om at investere i relationer og i fremtidens talenter

Energiselskabet Konstant deltog i år på P-dag for første gang for at møde de studerende direkte og skabe dialog om fremtidige samarbejder. Senior projektleder, Jesper Langvad forklarede:

“Vi er her først og fremmest for at få en god dialog med de studerende – høre, hvad de interesserer sig for, og fortælle om de muligheder, vi kan tilbyde. Praktikanter og projektsamarbejder er vigtige for os, men det handler også om at gøre opmærksom på, hvem vi er, og hvad vi arbejder med.” 

Konstant oplever stor vækst og har på kort tid oprustet markant på medarbejdersiden:

“Vi har allerede ansat omkring 20 nye medarbejdere det seneste halvandet år, og vi forventer at få brug for 30 flere inden for de kommende år. Traditionelt har vi ikke haft en formel rekrutteringsstrategi, men konkurrencen om de unge kandidater er blevet meget skarpere. Derfor er P-dag en vigtig platform for os til at møde kommende ingeniører og gøre os synlige som arbejdsplads.”

Dermed handler P-dag, for mange af de deltagende virksomheder ikke kun om at rekruttere, men om at investere i relationer og i fremtidens talenter. 

Studerendes tanker om karrierevalg

Mens virksomhederne ser P-dag som en investering i fremtidens medarbejdere, oplever de studerende dagen som et vigtigt skridt på vejen mod deres første møde med erhvervslivet. Her kan de afsøge mulighederne og reflektere over, hvordan deres faglighed kan omsættes i praksis. Dagen giver også anledning til at blive klogere på både deres faglige og personlige prioriteter, når de skal vælge praktikplads. Det er her, de første spadestik til langvarige relationer med potentielle arbejdsgivere tages. 

Filip Moskjær Andersen er softwarestuderende på 3. semester. Det var tredje gang han deltog på P-dag og dermed var han ude i god tid i forhold til at ingeniørpraktikken først skal foregå på 5. Semester. Filip beskrev, hvordan det vigtigt at komme i gang med at opbygge gode relationer med virksomhederne:

“P-dag er en unik mulighed for at få indblik i, hvilke projekter og problemer der løses ude i den virkelige verden. Det giver mig inspiration til at finde min retning og motivation til at komme i gang med praktiksemesteret. Jeg leder efter en virksomhed, hvor jeg både kan udvikle mig, få ansvar og være en del af et godt socialt miljø – og derfor spørger jeg virksomhederne om de har en mentorordning.”

Det er ikke udelukkende ingeniørstuderende fra Aarhus, som står foran praktikken. Ahmad Tamam Naji, der læser elektronik på 4. semester på AU i Herning, deltager også på P-dag for at finde en praktikplads, der både matcher hans faglige interesser og passer ind i hverdagen: 

“Jeg leder efter en praktikplads, hvor der er et godt sammenhold, og hvor man som studerende får støtte og sparring undervejs. Det er vigtigt for mig, at det jeg har lært på studiet kan bruges i praksis – og at jeg ikke bare bliver kastet ud på dybt vand uden hjælp. Og så håber jeg på at finde noget i nærheden af Herning, så hverdagen kan hænge sammen.”

P-dag er ikke kun for de studerende, der står lige foran praktikken. Også studerende, som allerede har været i praktik, deltager for at få indblik i mulighederne for bachelorprojekter og fremtidige karriereveje. Blandt dem var Isabela Coelho Hall Olsen og Mükerrem Nur Eryilmaz, begge på 7. semester i sundhedsteknologi. Isabela fortalte om, hvad hun vægter højest i valg af fremtidig arbejdsplads:

“For mig er det vigtigste helt klart arbejdsmiljøet – at det er et sted, hvor man trives og har gode kolleger. Opgaverne er selvfølgelig vigtige, men det sociale miljø betyder mest, når jeg ser på, hvor jeg selv vil passe ind.” 

Nur havde fokus på samarbejde og interessefelter:

“Jeg kigger især på, hvordan man samarbejder med kollegerne. Det er afgørende for mig, at jeg kan blive motiveret i hverdagen. Fagligt er jeg mest interesseret i sundhedsrelaterede områder – alt fra hospitalernes IT-systemer til teknologier i medicotekniske løsninger.”

Mens nogle studerende bruger dagen på at udforske mulighederne bredt, møder andre op med et klart fokus og virksomheder, de på forhånd har udset sig. Jesper Møller Hansen, der læser softwareteknologi på 5. semester, fortalte om sin tilgang:

“Jeg håber, at virksomhederne er åbne over for os som studerende, og at de giver opgaver, der matcher vores niveau. Når jeg skal vælge praktiksted, betyder kemien mellem mig og virksomheden meget – og at de arbejder med noget, jeg kan se mig selv i. Jeg glæder mig især til at tale med Systematic, Uber, Bankdata og MobilePay, fordi de udvikler relevant software og virker som steder, hvor man virkelig kan udvikle sig."

Arrangøren om 19. udgave af P-dag

P-dag giver ikke kun inspiration på selve dagen, men danner også grundlag for længerevarende samarbejder. Mange praktikforløb udvikler sig til projektsamarbejder, studiejobs og faste ansættelser.

En tilfreds arrangør, lektor Henrik Olsen, ser tilbage på endnu en vellykket P-dag:

“Det er en stor fornøjelse at opleve den energi og summen af samtaler, der fylder hele huset på en dag som denne. Det er tydeligt, at vores studerende er klar til at møde erhvervslivet – ikke bare med nysgerrighed, men også med skarpe og faglige spørgsmål. Det vidner om en modenhed, som virksomhederne sætter stor pris på.”

Med glade deltagere på begge sider af standene blev den 19. udgave af P-dag endnu en bekræftelse på, at formatet fortsat rammer plet – både som rekrutteringsplatform og som fagligt mødested.

P-dagsjubilæum – sæt kryds i kalenderen

Næste udgave af P-dag finder sted den 6. marts 2026. Her kan vi samtidig fejre, at arrangementet afholdes for 20. gang – og dermed markerer sit 10-årsjubilæum. En særlig milepæl for et format, der gennem årene har været mødested for utallige virksomheder og studerende. 

Jubilæumsudgaven vil byde på både et formiddags- og et eftermiddagsspor, opdelt efter uddannelsesretninger, da studerende fra alle vores diplomuddannelser til den tid står over for at skulle søge praktik til det efterfølgende semester.

Vi ser frem til at fejre jubilæet sammen med både virksomheder og studerende – og til endnu en dag, hvor nye relationer spirer, og fremtidige samarbejder tager form.

Flere billeder fra P-dag