Tillykke til alle nyuddannede ingeniører
Aarhus Universitet ønsker 483 nye diplom- og civilingeniører tillykke med dimissionen.
Et livskapitel sluttede d. 25., 26. og 31.januar for et stort hold nye ingeniører fra Aarhus Universitet.
Der var en højtidelig stemning på både Institut for Mekanik og Produktion, Institut for Elektro- og Computerteknologi, Institut for Bio- og Kemiteknologi og Institut for Byggeri og Bygningsdesign, hvor forældre, venner, forskere, undervisere og institutledere var samlet for at fejre de unge ingeniører og sende dem videre i livet med dugfriske eksamensbeviser.
Se billederne fra vinterdimission 2024 nederst på siden.
Se flere af dimittendernes egne billeder på Instagram (AU Engineering)
Dekan: Pas godt på jeres nysgerrighed
Dekan Eskild Holm Nielsen ved fakultetet Technical Sciences ønskede de mange dimittender tillykke fra talerstolen, roste dem for deres store indsats og opfordrede dem til at tage noget af universitetsånden med ud på arbejdsmarkedet.
”Nu bevæger I jer videre i jeres liv, og I vil støde på både udfordringer og muligheder. Med jer fra universitetet har I et solidt fundament af teoretisk viden, og I har lært at bruge den viden i praksis til at løse problemer. Men I har også lært at tænke kritisk. I har lært at undre jer og stille spørgsmål: Hvorfor gør vi sådan her? Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Mit bedste råd til jer i dag er: Pas godt på jeres nysgerrighed, når hverdagen på arbejdsmarkedet rammer. Bliv ved med at udfordre vanetænkning. Bevar den gnist og kæmp for en bedre fremtid. Det har vi alle sammen brug for.”
Til dimissionshøjtideligheden på Institut for Mekanik og Produktion på Navitas fandt vi nogle af de nye ingeniører, der skal ud i verden og kæmpe for en bedre fremtid.
Vi mødte blandt andre Thea Gorzeleak og Oskar Sidor, der i fællesskab skrevet speciale om klimaforandringernes betydning for fremtidens vind- og solproduktion i Europa, og vi mødte Sif Gilby, der allerede har sikret sig drømmejobbet i en virksomhed, hvor hun skal arbejde med at lave styrkeberegninger for komponenter til vindmølleindustrien.
”Det ligger i rigtig fin forlængelse af det, jeg har arbejdet med i specialet, så jeg er helt sikker på, at det nok skal blive godt,” siger hun.
(Artiklen fortsætter under billderne...)
(Se flere billeder fra dimission nederst på siden)
Masser af jobs til nyuddannede
De nyuddannede ingeniører kan se frem til mange spændende jobmuligheder på et arbejdsmarked stort set uden ledighed, og mange har allerede skrevet under på en ansættelseskontrakt.
Det kom tydeligt til udtryk blandt dagens festklædte hovedpersoner. Vi mødte blandt andre Dikte Straadt, som er nuuddannet civilingeniør i Computerteknologi:
"For mig har det hele været meget bekymringsfrit, og jeg går nu direkte videre fra studiet til en fuldtidsstilling som softwarepilot hos Trifork Digital Health, hvor jeg har haft studiejob siden august. Det vigtige for mig i forhold til at vælge job er, at jeg kan få lov til at afprøve forskellige teknologier og tage ansvar, og at der er et godt arbejdsmiljø generelt," siger hun.
Victor Norrild er en anden af de nyuddannede, der tager direkte fra dimissionen til København for at starte i en stilling hos et IT-konsulentfirma.
"Jeg skal udvikle løsninger i Microsoft .Net og Azure, og jeg glæder mig til at prøve kræfter konsulentarbejdet. Jeg er ret spændt på hvor direkte, det jeg har lært på kandidaten kan anvendes i den kontekst. Jeg synes det er spændende, hvordan teknologien kan påvirke vores samfund, og jeg vil gerne bidrage til at udvikle løsninger, der skaber impact," siger han.
Abdul Rahman Hasan er nyuddannet diplomingeniør i Sundhedsteknologi og springer nu ud som fuldtidsiværksætter, hvor han sammen med sin studiemakker vil arbejde videre med deres fælles bachelorprojekt i en startup.
"Vi har fået en såkaldt Innofounder fra Innovationsfonden, og det giver os mulighed for at gøre alvor af vores drøm om at arbejde videre med en teknologi, der kan hjælpe PTSD-ramte. Vi har udviklet en algoritme, som via et wearable device kan overvåge kroppens siganaler og detektere forandringer i bestemte biomarkører, som kan opstå hos mennesker med PTSD," siger han.
Bevar kontakten til AU Engineering
Sådan bliver du oprettet som AU-alumne her