Aarhus Universitets segl

Early Career Award for forskning i maskinlæring

Lektor Alexandros Iosifidis ved Institut for Elektro- og Computerteknologi modtager den prestigefyldte EURASIP Early Career Award 2021 for sin forskning i maskinlæring og kunstig intelligens.

Formålet med prisen er at anerkende en yngre forsker og ingeniør (under 40 år), som på et tidligt trin i karrieren har leveret betydningsfulde og lovende videnskabelige resultater, og som har et stort potentiale til at fremme den videnskabelige viden. Foto: AU Foto.

Tillykke til lektor Alexandros Iosifidis, som modtager talentprisen Early Career Award 2021 fra den europæiske sammenslutning for signalbehandling, EURASIP. Prisen gives som hæder for Iosifidis’ forskning i statistisk maskinlæring og kunstige neurale netværk.

”Jeg er meget glad for denne anerkendelse af mit arbejde på internationalt niveau. Jeg har deltaget og præsenteret min forskning ved den europæiske signalbehandlingskonference EUSIPCO i næsten 10 år, og derfor er det en stor ære for mig at modtage prisen til dette års event,” siger han.

Alexandros Iosifidis leder forskergruppen ‘Machine Learning and Computational Intelligence’ ved Institut for Elektro- og Computerteknologi ved Aarhus Universitet.

Gruppens mål er at opnå en bedre forståelse af, hvordan databehandlings-modeller effektivt kan lære, når de oplever forskellige komplekse miljøer. Sammen med ingeniørstuderende, ph.d.-studerende, postdocs og projektpartnere arbejder teamet på at skubbe grænserne for, hvordan man lærer maskiner at løse komplekse problemer.

Gruppens forskning har ført til betydelige bidrag på området, eksempelvis nye former for maskinlæringsmodeller og nye typer kunstige neurale netværk.

Statistisk maskinlæring og kunstige neurale netværk er rygraden i alle succesfulde AI-systemer til dato. Forskerne håber, at nye teorier og metoder i fremtiden kan medføre mere pålidelig og effektiv kunstig intelligens og føre til nye løsninger og anvendelsesområder i vores daglige liv, såsom autonome biler, industriel optimering, anbefalingssystemer, smarte hjem og byer, grøn energi, bioovervågning, sundhedsinformatik og analyse af adfærd i finansielle netværk.

EURASIP Early Career Award er blevet uddelt siden 2016. Formålet med prisen er at anerkende en yngre forsker og ingeniør (under 40 år), som på et tidligt trin i karrieren har leveret betydningsfulde og lovende videnskabelige resultater, og som har et stort potentiale til at fremme den videnskabelige viden.


Kontakt

Lektor Alexandros Iosifidis
Mail: ai@ece.au.dk
Tel.: +45 93508875