Aarhus Universitets segl

Nyt projekt giver industrien mulighed for at skrotte prototyperne

Et tværeuropæisk konsortium bestående af bilproducenter, universiteter, videncentre og leverandører er gået sammen om et nyt forsknings- og udviklingsprojekt, der skal hjælpe industrien til at skifte fra virkelige til virtuelle prototyper.

Numeriske simuleringer er ikke tilstrækkelige, hvis man skal kunne teste virtuelle prototyper under troværdige forhold. Det kræver troværdige digitale tvillinger. Foto: Istock.

Tænk, hvis man stort set helt kunne droppe at bygge fysiske prototyper af et produkt, men i stedet designe og udvikle fuldstændigt digitalt.

Og samtidig teste produktet i et virkeligt miljø under troværdige, faktiske forhold via virtuelle modeller og kunstig intelligens, der modnes og udvikler sig samtidig med, at produktet bliver taget i brug – og som samtidig vha. en digital tvilling kan forudsige, hvornår produktet ikke længere opfører sig som forventet.

Det er formålet med det nye forsknings- og udviklingsprojekt UPSIM, som er støttet af det transnationale forsknings-, udviklings- og innovationsprogram ITEA3. Med i projektet er i alt 32 virksomheder, myndigheder og videncentre fra hele Europa, som er gået sammen om det, der spås som en game-changer for hele industrien:

”Troværdige digitale tvillinger. Det er det, det hele handler om. Vi vil i fællesskab øge tilliden til modellering og simulering, således at industrien i fremtiden kan udvikle virtuelle prototyper, der kan bruges på præcis samme måde som fysiske prototyper benyttes i dag,” siger professor Peter Gorm Larsen fra Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, der leder den danske del af projektet via universitetets Center for Digitale Tvillinger.

Digitale tvillinger og kunstig intelligens

Modellering og simulering spiller en stigende og afgørende rolle for virksomheder i fremstillingsindustrien i dag. Brug af digitale konceptmodeller til operationel brug er af største interesse for at fremme innovation og mindske omkostninger ved ny- og videreudvikling af produkter og drift.

Men hvis man skal kunne teste virtuelle prototyper under troværdige forhold og således udvikle sine produkter udelukkende via virtuelle modeller, dur almindelige numeriske simuleringer ikke.

Det er her, UPSIM-projektet spiller ind, for formålet med projektet er at sikre pålideligheden af systemsimulering ved hjælp af digitale tvillinger og anvende kunstig intelligens til løbende at lukke kløften mellem simulering og virkelige systemer.

Et unikt fundament

Med i projektet fra Danmark er også udviklingsvirksomheden AgroIntelli, der udvikler moderne, autonome robotter til landbrugssektoren. Administrerende direktør Ole Green fra AgroIntelli ser store muligheder i UPSIM-projektet:

”Hele projektet og samarbejdet med dette fantastiske konsortium vil sikre AgroIntelli et unikt fundament for vores fortsatte udvikling baseret på brugen af digitale tvillinger og modelbaseret design. Med projektet kan vi skubbe på den fortsatte udvikling af vores robotplatform, Robotti, der kan hjælpe landbruget til en bæredygtig intensivering af branchen,” siger han.

Projekt UPSIM har et samlet budget på 19,7 mio. euro eller ca. 147 mio. kr. og koordineres af det internationale forsknings- og udviklingscenter Virtual Vehicle. Projektet har i alt 32 partnere. Fra Danmark deltager AgroIntelli og Aarhus Universitet.


Kontakt

Professor Peter Gorm Larsen
Mail: pgl@eng.au.dk
Tel.: +4541893260