Aarhus Universitets segl

Digitale tvillinger – digitale services og modeller som supplement til fysiske produkter

Den digitale omstilling stiller store krav til, hvordan produkter og systemer udvikles, testes og videreudvikles – både i den offentlige og private sektor. I stedet for omkostningstunge, fysiske testforløb er der et stigende behov for digitale metoder, der gør det muligt at simulere og optimere produkter tidligt i udviklingsprocessen.

Digitale tvillinger er simulerede, digitale repræsentationer af fysiske produkter og systemer, som kombinerer sensordata, metoder fra kunstig intelligens og modeller baseret på fysiske love. De kan teste, analysere og videreudvikle produkter og processer, længe før de bliver fysisk realiseret. Det giver ny indsigt og reducerer behovet for trial-and-error i produktudviklingen.

På Institut for Elektro- og Computerteknologi har vi solid erfaring med digitale tvillinger, hvor vi arbejder med avancerede sensorteknologier, modellerings- og dataanalysemetoder. Gennem vores aktiviteter udvikler vi tekniske metoder og værktøjer, der anvendes af både etablerede industrivirksomheder og startups til at gøre produktudvikling præcis, hurtigere og mere bæredygtig. Det gør det nemmere for virksomheder – særligt SMV’er – og den offentlige sektor at udnytte potentialet i digitale tvillinger som en integreret del af deres digitale og grønne omstilling.