Aarhus Universitets segl

Medicinsk teknologi – digitale og teknologiske løsninger til fremtidens sundhedssektor

I takt med demografiske ændringer og et stigende behov for forebyggelse, tidlig indsats, individualiserede behandlinger og sammenhængende patientforløb står sundhedssystemerne over for markante udfordringer. Der stilles stadig større krav til kvalitet, tilgængelighed og effektiv udnyttelse af ressourcer i både den offentlige og den private del af sundhedssektoren.

Inden for sundheds- og biomedicinsk teknologi rummer den teknologiske udvikling nye muligheder for at understøtte sundhedsvæsenet og sundhedsindustrien. Det gælder blandt andet teknologier til forebyggelse, diagnostik, behandling, monitorering og rehabilitering af patienter og borgere med både akutte og kroniske sygdomme eller funktionsnedsættelser.

I tæt samarbejde med klinikere, virksomheder og andre forskningsmiljøer arbejder vi på Institut for Elektro- og Computerteknologi med udvikling og anvendelse af nye teknologier inden for sundhedsområdet. Samarbejdet styrker omsætningen af forskningsbaserede teknologier til praksis og understøtter mere sammenhængende, effektive og bæredygtige sundhedsløsninger.