Jorden roterer om sin egen akse med en periode på ca. 24 timer. Hver rotation har vi valgt at definere som et døgn. Gennem et døgn vil vinkel mellem solen og en given position på jorden variere, hvilket skaber de miljømæssige forskelle mellem dag og nat. Mennesket og en lang række dyr har tilpasset sig jordens rotation, så biologiske mekanismer indtræffer på fordelagtige tidspunkter af døgnet, f.eks. er mennesket bygget til at sove/hvile om natten, fordi der her typisk er mørkt og koldt. Den menneskelige krop er derfor indbygget med et biologisk ur som kaldes for den cirkadiske rytme. Den cirkadiske rytme kan beskrives som et omtrent 24-timers ur i hjernen, som regulerer hormonproduktion i henhold til ændringerne i omgivelserne. Det biologiske ur er et levn fra vores forfædres tid, hvor størstedelen af aktiviteter som jagt, høst og opdagelse var primært fremkommeligt i dagslys, mens natten bød på mørke, farer og kolde temperaturer, som gjorde det mere fordelagtigt at søge ly og hvile sig i dette tidsrum. Den teknologiske udvikling har dog givet os adgang til mad, belysning, beskyttelse og varme hele døgnet rundt, og vi er derfor ikke længere i samme omfang begrænset i vores aktiviteter af de miljømæssige ændringer mellem dag og nat. Dog ligger den cirkadiske rytme stadig dybt i vores DNA og spiller en vigtig rolle i reguleringen af de fysiologiske processer i kroppen.
Hvert tidspunkt på døgnet har sine karakteristiske træk i forhold til produktionen af hormoner i kroppen. Kroppens energiomsætning er designet til en rytme som består af ca. 8 timers søvn og 16 timers vågenhed. F.eks. vil produktionen af stresshormon ved en normal døgnrytme være højest lige når man vågner og derfor vil evnen til at være opmærksom være bedst om formiddagen. Evnen til at løse problemer og indlære nye færdigheder vil være bedst i slutningen af formiddagen, hvor koncentrationen af stresshormon er faldende, men hovedet stadig er velrestitueret oven på nattens søvn. Lige efter middag vil reaktionstiden være i top og hen ad eftermiddag er særligt muskelstyrken god. Når solen går ned og mørket sænker sig starter produktionen af melatonin, som sender signal til hjernen om at det er ved at være sovetid. Melatonin er et vigtigt hormon, der ikke blot har betydning for søvnregulering, men også adskillige andre processer i kroppen. Melatonin vil blive uddybet senere i kapitlet. Om aften vil blodtrykket være højt, men kropstemperaturen vil være faldende, hvilket også er en mekanisme, som fremmer søvnens indtræden. Når søvnen indtræffer starter produktionen af væksthormon. Væksthormon aktiverer reparationens processerne i kroppen, så som opbygning af muskler og andet væv. Hjerterytmen og kropstemperaturen falder for at minimere kroppens energibehov og optimere restitutionsforholdene. I slutningen af natten øges blodtrykket og udskillelsen af stresshormon begynder for at forberede os på at vågne.
Denne cykliske regulering af kroppens hormonbalance har en afgørende betydning for behovet og evnen til at sove. Den cirkadiske rytme er dog ikke ene om at styre hvor trætte vi føler os, da der er en anden definerende faktor, som kaldes for søvnpresset. Søvnpresset kan beskrive som et timeglas der tæller, hvor længe man har været vågen og vil blive beskrevet yderligere senere i dette kapitel.
Der er 5 signalstoffer som er særligt vigtig for reguleringen af søvn. Det er dem, som skaber balancen mellem at være lysvågen eller ”dødtræt”. Produktionen af stofferne bliver påvirket af omgivelserne og hvad vi foretager os.
Hypokretin: Er et af de 2 centrale vågenhedsfremmende signalstof. Produktionen af hypokretin foregår i hjernen i et område kaldet thalamus, som også kan betegnes som hjernens ”vågenhedscenter”. Når hypokretin koncentrationen stiger, bliver man mere sulten og få lyst til at bevæge sig. Modsat kan man også selv øge produktionen af hypokretin ved at spise og dyrke motion. En anden effektiv stimulans for hypokretin er lys, herunder særligt blåt lys. Derfor kan det føles opkvikkende at gå/cykle en tur i dagslys, da lys intensiteten udendørs, selv på en skyet dag, er langt højere end den vil være indendørs. Ligeledes kan det være søvn udsættende at udsætte sig selv for kunstigt blålys fra f.eks. elektroniske skærme eller kraftige lyspære inden sengetid. Lider man af narkolepsi (en sygdom hvor man pludselig og uimodståelig falder i søvn), er det oftest fordi de hypokretin producerende celler i hjernen er blevet beskadiget.
Kortisol: De fleste kender nok kortisol som kroppens stresshormon. Kortisol har ligesom hypokretin en rigtig god evne til at holde os vågne ved at sætte kroppen i øget beredskab. Produktionen af stresshormon kan blive stimuleret af mange faktorer, herunder hård fysisk aktivitet, psykiske pres, ubehag, travlhed og spænding. Kortisol har også en naturlig døgnrytme og vil være højest om morgen ved vores normale opvågningstid, hvor det hjælpe os med at komme ud af sengen, mens det falder igen i løbet af morgen/formiddagen og holder sig nogenlunde stabilt i løbet af dagen indtil det igen falder naturligt ved aftenstid. Hvis man udsættes for fysisk eller mentalt stressende situationer, f.eks. en hård træning eller en mental udfordrende opgave kort før sengetid, vil det typisk være sværere at falde i søvn. Studier viser også at kortisolniveauet stiger mærkbart efter en enkelt nat med søvnmangel, hvilket sandsynligvis er en konsekvens af at kroppen skal arbejde hårdere for at opretholde vågentilstanden.
Melatonin: Er et hormon som fremmer søvnighed. Melatonin er styret af lyset i vores omgivelser eller mangel på samme og kan derfor også betegnes som nattens hormon. Når solen går ned og lysintensiteten falder, særligt det blålys, begynder produktionen af melatonin fra et lille område i den midterste del af hjernen kaldet koglekirtlen. Man mener at melatonin binder sig til receptorer på de hypokretin producerende celler og hæmmer dermed produktionen af det vågenhedsfremmende signalstof. Koncentrationen af melatonin topper ca. midt på natten og falder herefter mod morgentimerne. Når vi har svært ved at komme ud af sengen om morgen, er det fordi koncentrationen af melatonin stadig er høj, men når vi udsættes for lys, bevægelse og morgenmad overtager hypokretin og kortisol. Udover at virke som et søvndyssende hormon, har melatonin mange andre vigtige funktioner i kroppen og virker bl.a. som en vigtig antioxidant som menes at være kræft forbyggende.
GABA: GABA er et signalstof i hjerne, som dæmper nervecellens elektriske aktivt ved at modvirke at nervecellerne generer et aktionspotentiale. GABA virker ved at binder sig til receptorer på nervecellerne som gør at cellen bliver mere stabil (dvs. det kræver mere at dannet et aktionspotentiale).
Adenosin: Modsat de ovenstående hormoner virker adenosin ikke til at være cyklisk bestemt af den cirkadiske rytme, men kan derimod opfattes som et timeglas, som tæller, hvor længe man har været vågen. Adenosin er et biprodukt af energiomsætningen i hjernen, som langsomt ophober sig i løbet af dagen. Adenosin menes at virker ved at hæmme de hypokretin producerende celler og aktivere de hjerneceller som kontrollerer vores søvn. Under søvnen bliver adenosin genbrugt og koncentration af frit adenosin falder derfor, hvilket fører til øget opmærksomhed. Man mener at adenosin er mekanismen bag det vi kalder søvnpresset. Koffein virker opkvikkende ved at blokere adenosinens aktiverings-receptorer, så adenosinen ikke kan udøve sin søvnfremmende effekt. Ved et længerevarende højt koffein forbrug kan man øge antallet af adenosin aktiverings-receptorer, hvilket vil betyde at der skal mere koffein til for at opnå den samme opkvikkende effekt.
Det er altså udskillelsen af ovenstående signalstoffer, som har størst betydning for reguleringen af vores vågen-søvnmønster. Ved en sund døgnrytme vil mønstret i koncentrationen af de 5 signalstoffer ligne hinanden fra dag til dag. Skævhed mellem den cirkadiske rytme og søvnpresset, kan resultere i søvnløshed og dårlig søvnkvalitet.
De udefra kommende faktorer, som er med til at regulere den cirkadiske rytme kaldes ”zeitgebers”. Vigtige zeitgebers er lyseksponering, madindtag, kropstemperatur og fysisk aktivitet. Heraf er lys og mørke den mest potente regulator, dvs. at en høj lyseksponering om aftenen kan gøre det betydeligt svære at falde i søvn, mens mangel på lys om morgen/formiddag kan gøre dig søvnig. Derfor anbefales mindst 30 minutters dagslys eller kraftig belysning om morgenen og minimal lyseksponeringen op til 4 timer inden sengetid. Et naturligt fald i kropstemperatur i løbet af aftenen og natten er også en mekanisme som øger melatonin udskillelsen og fremkalder søvn. Derfor kan en lav temperatur i soveværelset eller et bad inden sengetid være medhjælpende til at fremme søvnkvaliteten. Fordampningen af vand fra huden frigiver varme fra kroppen og medvirker til et fald i kernetemperaturen, hvilket gælder ved både kolde og varme bade.
Vores søvnrytme er oftest også tæt forbundet med vores sult og madindtag. Søvn hæmmer sult, hvilket gør at vi typisk ikke vågner op i løbet af natten og er sultne. Omvendt kan sult holde os vågne – i hvert fald i kortere perioder. Ligeledes kan et tidsligt- og næringsmæssigt forkert indtag af mad. Indtager vi store mængder af hurtige kulhydrater lige inden sengetid, vil vores blodsukker stige markant, hvilket aktiverer en stressreaktion i kroppen, som hæmmer søvn. Ydermere kan store måltider kort inden sengetid give uro i maven, som kan gøre det svære at falde i søvn.
Fysisk aktivitet er en vigtig regulator for god søvn. Motion i løbet af dagen tyder på at fremme søvnen og kan virker afstressende, men hård fysisk træning inducerer en stress reaktion, som opkvikker og gør det svært at falde i søvn. Træning med høj puls eller stor muskelbelastning egner sig derfor ikke som sene aften aktiviteter.
Hvis man oplever at det kan være svært at falde i søvn, kan det være brugbart at vurdere, hvorledes disse zeitgebers spiller ind i ens daglig dag. Eksponeringen for de nævnte zeitgebers, skal optimalt set følge ens cirkadiske rytme. Hvis ens cirkadiske rytme ikke stemmer overens med de eksterne zeitgebers opstår en tilstand lignende den vi kender fra jetlag. Her kan vi f.eks. være umådelig søvnige ved højlys dag og vågne op midt om natten pga. sult. Rejser vi på tværs af tidszoner, vil det typisk tage nogle dage til uger inden det biologiske ur er synkroniseret med den nye tidszone. Har man rejst på tværs af mange tidszoner, vil man have oplevet, hvor stærk en kraft det biologiske ur besidder og hvor svært det kan være at tilpasse sig den nye tidszone. Dette understreger også at den mest effektive måde at opnå god tilstrækkelig søvn er ved at have nogle gode faste rutiner som udnytter effekten af det biologiske ur.
Søvn er på mange måder stadig et ungt forskningsområde. Der er stadig mange sider af søvnen som ikke er velforstået og som debatteres, men ikke desto mindre tyder søvnen på at have en positiv indvirkning på stort set alle de kropsfunktioner man har testet den i mod. Forskning tyder på at hjernen har særligt brug for søvnen for at kunne opretholde sine mange livsnødvendige funktioner. Gentagne studier, hvor man har begrænset muligheden for søvn, viser at især hukommelsen og koncentrationsevnen bliver påvirket. Dette gælder ikke kun når forsøgspersonerne helt udelukkes fra at sove, men også ved få timers daglig reduktion, svarende til det mange mennesker udsætter sig selv for i hverdagen. En fyldestgørende forståelse for, hvorfor søvn netop er så vigtig for vores hjerne, er endnu ikke klarlagt, men en mulig teori er at hjernen under vågentilstand hele tiden danner nye forbindelser mellem nervecellerne i takt med at den udsættes for stimuli. De forbindelse, som bruges meget forstærkes yderligere, hvilket sker ved en fysisk forstærkning af forbindelserne mellem nervecellerne. Fordi der er en fysisk begrænsning i, hvor stor hjernen kan blive, er vi nødt til at have nogle mekanismer, som ligeledes fjerner mindre brugte nerveforbindelser. Dette sker i løbet af natten, når mængden af stimuli som tilføjes hjernen, er minimal. Her nedskalares de nerveforbindelser, som ikke er blevet brugt, så der er plads til lagre ny information den følgende dag. Hvis man ønsker at tillære sig ny viden eller kundskaber er det derfor nyttigt at træne dem over flere dage, så de tilknyttede nerveforbindelser gentagne gange forstærkes og bevares. Ligeledes kan man også opleve at miste viden, hvis man ikke bruger den over længere perioder, fordi hjernen prioriterer at bevare de forbindelser, som bruges jævnligt. Man vil derfor kunne opleve blot få uger efter en eksamen at have glemt største delen af den viden man tillærte sig, fordi hjernen hurtigt vil nedskalere den plads den har brugt på at lagre den nye viden, hvis ikke den kontinuert bruges. Dette betyder dog ikke, at den viden du havde tillært dig vil være spildt. Stien, som bærer den pågældende viden, er stadig til stede, og hjernen vil meget hurtigt kunne genopbygge den næste gang du tager den i brug.
En anden vigtig funktion søvnen menes at have på hjernen er fjernelse af affaldsstoffer. Teorien er at den væske, som gennemstrømmer hjernen øges under søvnen. På den måde er det muligt at få skyllet de stoffer væk, som kan være skadelige for hjernen. Søvnen kan altså ses som hjernens opvask, som sørger for at hjernen holdes ren og har dermed at nervecellerne har gode arbejdsforhold. Forsøg på mus tyder på at ophobningen af skadelige proteiner i hjernen accelereres, hvis musene søvn reduceres. Man mener bl.a. at den hyppigste form for demens, Alzheimers sygdom, er udløst af en ophobning af proteinet beta-Amyloid i hjernen, som i musene ser ud til at fjernes dobbelt så hurtigt under søvn, som under vågentilstand.
Søvnen skaber hukommelse. I løbet af dagen indfanger vores hjerne en masse ny information, som i første omgang gemmes i et lille område dybt inde i hjernen kaldet hippocampus. Forestil dig hippocampus som et lille USB-stik med en begrænset lagerplads, hvor informationen er i transit. Under søvn distribueres den lagrede information fra hippocampus ud til endestationen i hjernebarken (den ydre del af hjernen), hvor informationen oplagres i langtidshukommelse. Lagerpladsen i hippocampus vil ligeledes nulstilles, så der er plads til korttidshukommelse af ny information. I løbet af dagen vil hippocampus langsomt fyldes op og vores indlæringsevne vil blive gradvist dårligere, jo længere tid vi har været vågne. Vi er altså nødt til at sove for at kunne flytte vores nye viden fra korttidshukommelsen til langtidshukommelsen samt skabe plads til nye inputs.
Søvnen kan opdeles i 4 forskellige stadier, som er hhv. "døs/overgangssøvn", let søvn, dyb søvn og drømmesøvn. De flere søvnstadier optræder i nævnte rækkefølge i cyklusser af ca. 90 min. Døs er det stadie, hvor man går fra at være vågen til at sove og varer kun få minutter. Vågner man direkte fra dette stadie, uden af have været i gennem en søvncyklus, vil man typisk benægte man har sovet. Let søvn er det stadie vi bruger mest tid i, ca. 30-45 min pr. cyklus. Det er nemt at blive vækket fra let søvn, men man er ikke i tvivl om man har sovet når man vågner. Den dybe søvn er noget af det tætteste vi kommer på bevistløshed. Under den dybe søvn lukker hjernen ned for næsten alle udenfra kommende stimuli, og man vil ikke reagere på, hvad der sker omkring en. Lykkes det alligevel at vågne fra dyb søvn, vil man opleve at være forvirret og konfus de første minutter. Det sidste søvnstadie, drømmesøvn, kaldes også for REM-søvn (Rapid-eye-movement), fordi det er karakteriseret ved mange hurtige øjnebevægelser. Den fysiologiske betydning af drømmesøvnen, er ikke særlig velforstået, men der findes mange teorier om mulige funktioner som dette søvnstadie har. Ikke desto mindre er der forskning, som tyder på at drømmesøvnen er vigtig for vores evne til at skabe associationer, tænke kreativt og bearbejde følelser. En mulig teori er derfor at drømme bruges som en simulationstræning til at kunne forudsige fremtiden og agere i hensigtsmæssigt i potentielt farlige scenerier. Desuden at kunne kombinere information til kreativ problemløsning.
For en udvidet beskrivelse af søvnstadierne henvises til Fysik afsnittet om søvnmønstre.
Gennem et menneskeliv på 80 år bruger vi ca. 26,5 år på at sove svarende til ca. 234.000 timer. Selvom mængden og kvaliteten af søvnen varierer med alderen, vil den i alle perioder udgøre en stor del af vores døgn, da den er en livsnødvendighed ved at være et levende menneske. Søvnen er som alt andet biologisk også foranderlig, og tyder på at spille en mindre og mindre rolle med alderen. Et nyfødt barn sover op imod 20 timer i døgnet, mens denne mængde efter et år er reduceret til ca. 14 timer. Småbørn har typisk brug for flere søvnperioder, dvs. at det ikke er tilstrækkeligt for dem at sove om natten, men når de rammer 4-årsalderen kan nøjes med en nattesøvn på 10-12 timer. Søvnbehovet falder langsomt indtil teenagealderen, hvor behovet ligger på omkring 8-10 timer. I voksenalderen kan søvnbehovet være varierende, men det anbefales at et voksent menneske sover 7-9 timer pr. døgn. Det er altså tydeligt at mængden af søvn som kroppen efterspørger, er aldersrelateret. En forklaring på det høje behov hos børn og unge, er at væksthormoner (de hormoner, som aktiverer opbygning af væv) udskilles fra hjernen under søvn. Væksthormoner er særligt vigtige i de år, hvor kroppen vokser meget. En anden og supplerende forklaring er at børn skal være i stand til at håndtere og bearbejde flere nye input i løbet af en dag, end et voksent menneske med mange års erfaringer og genkendelse mønstre at trække på.
Det er ikke kun mængden af søvn, som ændrer sig med alderen, men også udformningen og kvaliteten af den. Børn har typisk et kortere søvncyklus end voksne, dvs. de hurtigere gennemgår de 4 søvnstadier (læs om 4 søvnstadier her). Børn og unge er også langt bedre til at generere dybsøvn og drømmesøvn end ældre mennesker, som typisk sover lettere og har flere længere opvågninger. Ældre mennesker, kan derfor opleve at de får et øget søvnbehov, fordi afkastet ved deres søvn bliver mindre, på grund af den dårligere søvn kvalitet.
Vores cirkadiske rytme er langt fra statisk, men forskyder sig også med alderen. Ny fødte børn har de første uger ingen døgnrytme, men i takt med at barnet oplever faste mønstre og periodevis lyseksponering, dannes en døgnrytme. Langt de fleste små børn er A-mennesker, dvs. de går tidligt i seng og står tidligt op. I takt med at vi rammer teenagealderen, vil vores døgnrytme blive mere og mere forsinket. Teenagers har en naturlig døgnrytme, som gør at de vil have en tendens til at gå senere i seng og stå senere op. Op i 20’erne vil døgnrytmen for de fleste stille og roligt skubbes fremad igen, så søvnen indtræffer tidligere. En biologisk forklaring på den forsinkede døgnrytme hos teenager er en ændring i den hormonelle cyklus, som gør at melatonin udskillelsen forsinkes en anelse. Samtidig har teenager også mange aftenlige aktiviteter, såsom at hænge ud med venner, lave sportsaktiviteter, lektier, spille computerspil mm. som yderligere forskyder deres lyst til at sove. Vi har organiseret vores samfund således, at de fleste skoler og arbejdspladser starter kl. 8 om morgen, hvilket ikke harmonerer særlig godt med teenagers naturlige døgnrytme. Teenager vil derfor hurtigt have en tendes til at miste 2 timers vital søvn, fordi de ikke kan falde i søvn om aften, men er tvunget op om morgen. Resultatet af dette bliver at de har sværere ved at følge med i undervisningen.
Uanset om man sover for lidt, tilstrækkeligt eller for meget, så er det sikkert at man sover. Man kan gøre meget for at holde sig vågen, men i sidste ende vinder søvnen altid. Men kan man egentlig dø af træthed? Der er flere måder at angribe dette spørgsmål på, for hvis træthed forårsager at man falder, i søvn bag rettet i en bil, kører galt og dør af kvæstelserne er svaret klart ja, men at kunne sætte en streg under søvnmangel som direkte dødsårsag er derimod mere tvivlsomt. Forsøg på rotter tyder dog på at der er noget om snakken. Det viste sig nemlig, at hvis man holder rotter vågne ville de død efter ca. 2 uger, fordi deres immunsystem gradvist bliver nedbrudt. Søvn tyder altså på at have en afgørende betydning for opretholdelsen af immunforsvaret og bekæmpelse af infektionssygdomme. Dette svarer ca. til den samme tid de ville kunne klare sig uden mad.
Søvn kan på mange måde siges at være fundamentet for et godt helbred. Megen ny forskning tyder på at ingen aspekter af ens helbred kan undslippe søvnens skadelige effekter. Store befolkningsundersøgelser af flere millioner mennesker på tværs af landegrænser, viser en mulig årsagssammenhæng: Jo mindre vi sover, jo kortere lever vi. De sygdomme, som dominerer i den industrialiserede verden: kræft, overvægt, demens, diabetes og hjertekarsygdomme er alle nu direkte eller indirekte blevet koblet sammen med mangel på søvn.
Ved søvnmangel svækkes immunsystemet og dermed de såkaldte ”dræberceller” som nedkæmper kræftcellerne. Samtidig øger den generelle inflammationstilstanden i kroppen, som kan være en medvirkende faktor i udviklingen af kræftceller.
Risikoen for overvægt skyldes at vores hormonelle appetitregulering skubbes ud af balance ved manglende søvn. Koncentrationen af leptin (mæthedshormon) vil falde, mens koncentrationen af ghrelin (sulthormon) vil stige. Dette svarer til at kroppen reagerer som var den i en konstant tilstand af hungersnød, og man vil på baggrund af kroppens signaler automatisk komme til at spise mere. Længere perioder med søvnmangel kan derfor medføre gradvist vægtforøgelse, som i løbet af få år kan føre til overvægt.
Som forklaret i ovenstående afsnit er hjernen særligt afhængige af søvnen, for at kunne virke optimalt. Demens er en af de voksende sundhedsmæssige udfordring, som antages at være en følge af den stigende levealder. Det støt stigende antal af demente stiller store krav til samfundets sundheds- og plejesektor. Demens har store samfunds økonomiske omkostninger, for ikke at nævne de menneskelige omkostninger for de demente og deres pårørende. Forskning tyder på at der er en tovejs forbindelse mellem søvn og demens. Talrige forsøg på dyr antyder at søvnmangel kan være en medvirkende årsag til demens ved at øget risiko for ophobning af affaldsstoffer, som kan være skadelige for nervecellerne. Ligeledes kan den gradvise nedbrydning af hjernen, som forekommer ved de fleste demenssygdomme, inducere omfattende ændringer i søvnmønstret samt skade hjernens evne til at sove. Nyere forskning kigger derfor ind i søvn som en mulig forebyggelse-, diagnosticeringens- og behandlingsmetode mod demens.
Befolkningsundersøgelser viser advarende tendenser som tyder på en sammenhæng mellem manglende søvn og ubalance i blodsukkerreguleringen. En langt større del af personer i befolkningen med type-2 diabetes angav i en søvnundersøgelse at sove mindre end 6 timer i døgnet, sammenlignet med den øvrige befolkning. Udover dette har forskning vist at blot en enkelt nat uden søvn hos raske mennesker kan reducere insulinfølsomheden med omkring 40 % (insulin er et hormon som regulerer blodsukkerniveauet, ved at øge optagelse af sukker til muskler og andet væv). Dette svarer altså til, hvad man ser hos personer i det tidlige stadie af diabetes type-2.
Søvnmangel viser sig at være belastende for blodkredsløbet. Ved befolkningsundersøgelser af middelaldrende mennesker (+45 år), ses det at personer, som har angivet at de sover 6 timer eller mindre pr. nat har mere end dobbelt så stor sandsynlighed for at få et hjerteanfald eller en blodprop, sammenlignet med deres jævnaldrende, der angiver at sove mere end 7 timer pr. nat. Grunden til at blodkredsløbet lider ved utilstrækkelig søvn er dels at hjertet vil pumpe hurtigere og det systoliske blodtryk (blodtrykket i hjertes pumpefase) vil stige. Det høje blodtryk vil slide på karvæggen, gøre den mere stiv og øge risikoen for åreforkalkning, mens den høje puls vil stresse hjertet, hvilket over længerevarende tid kan medføre hjerteanfald. Den manglende søvn vil medføre et overaktivt sympatisk nervesystem (”kæmp eller flygt systemet”) og en uhensigtsmæssige udskillelse af stresshormon, hvilket er afgørende for vores evne til at reagere i potentielt farlige situationer. Dog er denne tilstand belastende for kroppen og derfor ikke sund at befinde sig i igennem længere tid. Hertil kommer at manglen på søvn nedsætter udskillelsen af væksthormon, som aktiverer kroppens helingens processer. Udskillelsen af væksthormoner igangsætter under den dybe søvn og kroppen har altså heller ikke mulighed for at genopbygge forekommende skader på vævet.
Ovenstående er blot enkelte eksempler på, hvor kraftfuld søvn er for vores evne til at forblive raske. Ej at forglemme, hvor betydningsfuld søvnen er for vores fertilitet, mentale helbred og kognitive udvikling. Du er måske på nuværende tidspunkt i teksten begyndt at miste håbet lidt, når du tænker tilbage på alle dine søvnløse nætter. Det er dog ikke nødvendigt, for forestillingen om en gentagende perfekt uafbrudt 8 timers nattesøvn er en illusion. INGEN sover lige efter bogen hver nat. Enkelte nætter i ny og næ eller korte perioder med lidt søvn gør sandsynligvis ingen længerevarende skade. Det er de dårlige søvnvaner på den lange bane, som giver udslag i din sundhed.
I stedet for at fokusere på de negative konsekvenser af mangel på søvn, vil vi slutte kapitlet af med at fokusere på de gavnlige effekter af en god søvnhygiejne. Søvn er i stort ses alle livets aspekter et af de mest præstationsfremme midler, du kan tage i brug – helt lovligt og næsten uden omkostninger. Dette gælder både hvis du vil være den næste vinder af Tour De France, løbe hurtigere end Usain Bolt, score mål som Messi, levere hits som Beyonce, skrive som Shakespeare, have topkarakterer i gymnasiet eller ”bare” være den bedste ven og udgave af dig selv. Her kommer en liste med 10 gode grunde til at prioritere din søvn:
Se søvnen som en måde at optimere dit daglige udbytte på og brug den konstruktivt som et værktøj til at nå dine mål. Men husk at intet er sort-hvidt og at det ikke gavner at stresse over manglende søvn. Prøv at se søvnen som selvforkælelse, en prioritering af dig selv og dit helbred.
